Hvem er du og hvordan ser du dit liv i dag?

Det er jo et stort spørgsmål og ikke lige noget du behøver at svare på lige nu.

Men grunden til, at jeg sætter det så firkantet op, er fordi jeg gerne vil invitere dig til, at du i dine øjne har slør, som gør, at du faktisk ser livet, som du gør lige nu.

Disse slør er vævet af følelserne du udviklede op gennem livet, mens du lærte at blive menneske.

Jeg har selv lige haft en oplevelse af at et slør i mine egne øjne blev opløst.

Først på sommeren var jeg i Indien, som er et sted, som jeg er taget til de sidste 16 år, for at få hjælp til at finde mig selv på en ny måde.

Jeg var selv kommet til et sted, hvor jeg måtte konstatere, at jeg havde udviklet en person omkring mit hjerte, som godt nok var blevet meget klog på psykologi og spiritualitet, men som sad fast i både lammelse og mindreværd.

Hvordan kommer man fri fra indviklede mønstre, som man faktisk godt ved ligger der?

Det kan være ret svært, for den kloge rationelle del af personen kan sætte en masse forsvarsmekanismer op, som så gør, at intuitionen og hjertet ikke kan komme igennem, selvom det faktisk er dét, som personen virkelig ønsker.

Så hovedet er længere fremme i viden, end kroppen helt kan følge med i tillid.

Helt enkelt så betyder det, at du ved noget, som du ikke føler dig klar til at handle på.

Gamle oplevelser af afvisning, sorg og afmagt kan ligge i kroppen, så den viden vi kommer frem til, ikke kan rykke os, fordi kroppens hukommelse simpelthen er den stærkeste.

Hvad sker der så, når man har arbejdet med sig selv og et slør begynder at opløse sig?

Så sker der dét, at man kan begynde at se tingene på en ny måde eller fra en anden vinkel.

Det er her jeg gerne vil opfordre dig og alle, til at elske dig selv og finde forståelse for, at der jo er en grund til, at du så dét, som du så i går.

Nu ser du noget andet, så gå med det og vid at fortiden udviklede de øjne du havde i går, i dag er en anden tid og i dag er der nye måder at se livet på.

Tillad dine øjne at slippe det som de så i går, og se at i dag er der helt nye muligheder.