IDEALISME – REALISME

IDEALISME – REALISME

23. maj 2021 Slået fra Af Enkaerlighedsbevaegelse

Jeg tudbrølede som jeg var pisket, da jeg så ”The passion of the Christ”, af Mel Gibson i 2004.

Jeg kom tilbage fra Sydafrika i 2003, og havde fået vendt vrangen ud af.

I biografens mørke sad jeg, og gemte mig væk, og havde stukket hele hånden ind i munden, for ikke at lade mine grådkvalte lyde, flyde alt for meget rundt, og forstyrre andre mennesker.

For hvad ville de mon tænke???
Jeg ville jo helst ikke fylde for meget og forstyrre nogen!!!

Man kan godt sige, at det er en ret voldsom og blodig film.

Og ja Jesus får godt nok nogle prygl, mens han går ned af gaden med korset på ryggen.

Den modbydelighed han er konfronteret med, af alle de mennesker, han møder på sin vej er voldsom. 

Folk er rigtig ubehagelig og ondskabsfuld mod ham.

Kun få kigger på ham med medfølelse og empati.

MEN

Det var faktisk ikke derfor, jeg græd så voldsomt.

Det var fordi jeg sad som en åben og sårbar bog, og måtte helt ærligt erkende over for mig, at jeg ikke anede hvilken rolle, jeg ville have spillet, hvis jeg havde været med.

Hvilken side ville jeg have stået på?

Havde jeg været en af de få, der stod ved Jesus, lige meget hvad der så skete med mig?

ELLER

Ville jeg være en af dem, der følte, at jeg blev nødt til at hoppe med på vognen og flertallet og behandle denne kærlige mand med foragt og hån.

HVEM TØR AT STÅ OP FOR KÆRLIGHEDEN, NÅR DET ER FARLIGT?

Det er jo rigtig nemt at sidde i min stol 2000 år efter, og sige at jeg naturligvis ville have støttet Jesus.

MEN ville jeg have gjort det, hvis jeg levede dengang?

Jeg håber det, men Jeg ved det jo ikke!

Det er nemt at være modig i tanken, når man ikke fysisk står i situationen!

Det var de tanker og følelser jeg gjorde mig i biografens mørke.

Ville jeg have valgt kærligheden eller frygten?

Ville kærligheden og tilliden støtte mig, og mine tanker, eller ville frygten overtage mig?

Jeg blev bare nødt til at være helt ærlig overfor mig selv og erkende, at jeg ikke vidste det.

Dét jeg vidste var at IDEALISME ligger i hovedet, de gode intentioner ligger i tankerne,

og REALISME ligger i kroppen og i følelserne.

Det var en virkelighed, som var gået op for mig på et ret dybt plan, og det gjorde at jeg i grunden slet ikke vidste, hvem jeg var mere.

I dag vil jeg gerne stå ved at selvkærlighed er et grundlag for at leve et godt liv, og kunne være autentisk modig.

De tanker jeg har i mit eget hoved omkring mig selv er vigtige, og de skal helst være positive.

Den måde jeg taler til mig selv på, skal være opløftende og støttende.

Er den altid det? Langt fra, men jeg arbejder hele tiden på det.

Ingenting er sort og hvidt.

Ingenting er enten …….. eller………

Der findes mange kampe ude i verden, og det er nemt for mig at føle mig lille og ubetydelig, når jeg kigger udad.

Men kampen i mit indre er min egen, og her kan jeg gøre en forskel, her er jeg betydningsfuld.

Men vi er alle sammen med til at skrive historien, og vi skal hver i sær finde vores egen vej.

Mærk efter inden i dig selv, hvordan du kan støtte din egen kærlige relation, og trække vejret lidt dybere og langsommere ned i maven.

DET skaber nemlig balance, og Det tilfører verden noget ro.

Det er her jeg lægger min stemme ❤️✅

Rigtig god pinse 🌸