Hvordan kan en forandringsproces se ud på celleplan?

Forandringsprocessen har jo en anatomi, og når vi mennesker træder ind i transformationens ocean, dét sted som er ukendt og hvor alt (godt og nyt) kan ske, ja så kan det føles ubehageligt, og nogen gange faretruende.

En klient henvendte sig på et tidspunkt til mig i klinikken:

”Jeg har haft angst længe, angst for at blive succesfuld og glad i mit liv, og NU må jeg simpelthen gøre noget ved det”.

Han var nok i 30’erne og følte sig helt amputeret og handlingslammet i sit eget liv, pga af angsten.

Han var meget bevidst om sin proces, hvor han kom fra, og hvor han stod med sig selv i dag.

Vi gik i gang med neurologisk healing, og stille og roligt begyndte han at kunne udskille de forskellige mønstre i sit eget hoved fra hinanden.

Hans største frygt var hans fars reaktioner, i forbindelse med at få succes i sit liv.

”Mine forældre vil mig det godt, men jeg er bange for hvordan min far vil reagere, hvis jeg træder igennem og bliver mig selv og bliver succesfuld og glad.”

Mange forskellige ting poppede op i hans hukommelse, mens den neurologiske healingsproces foregik.

Han oplevede som barn, hvordan hans far havde reageret i forbindelse med ham og hans brødres måder at udtrykke sig på.

Hans fars lunte havde været meget kort, han tålte ikke høje lyde og drengenes spontane udbrud.

Det gjorde ham vred og han reagerede hurtigt og voldsomt på dem. Det var simpelhen ikke godt, at fylde for meget som barn og som ung.

Det var disse oplevelser fra barndommen og videre op i teenageårene, der systematisk havde sat klienten i et angstfængsel og som gjorde ham handlingslammet i dag. (ps. Hans bror havde reageret anderledes, og var ikke blevet fanget i disse følelser, men var fint fungerende og umiddelbart i balance i sit liv i dag.)

Jo dybere vi kom ind i healingsprocessen, jo mere rolig blev klienten.

”Jeg har virkelig taget mod til mig for at komme i dag” sagde han. 
“Jeg havde frygtet, at denne proces ville åbne mig op og sætte ting løs inde i mig, som jeg ikke ville kunne styre igen, så jeg ville få det meget dårligere”, sagde han lettet.

Gennem den neurologiske healing blev han mere og mere rolig og til sidst sad han med et billede i sit sind der viste ham en situation, hvor han var glad og udadvendt og sad sammen med sin familie. Hans ønske senarie i livet.

Det dejlige billede kulminerede, i en lammende angst.

”Jeg mærker den her lammende angst, som jeg kender så godt, og jeg er så bange for at de ikke vil acceptere mit nye jeg, hvor jeg er glad og succesfuld.”

“Min far vil blive vred og det kan jeg simpelthen ikke udsætte min mor for” sagde han, og jeg så hvordan hans energi ændrede sig og han gik ind i en tilstand, hvor han forberedte sig på kamp.

Når man går ind i kamp, flugt eller freeze tilstanden, så lukker man glæden af, så lukker man ned for sit eget indre flow og hopper op i hovedet, som er en form for en overlevelse. Dette er Stedet man gik hen til da man var barn, og ikke vidste hvordan man skulle rumme sine egne følelser!

Dette skete også for denne klient, han kunne slet ikke se det gode billede længere af at være glad og succesfuld, alt hvad han kunne mærke var angsten for ikke at få lov til at blive glad (hvilket han godt vidste ikke var rationelt).

Hele det tiltrækkende billede han havde omkring dét at være successfuld og glad blegenede og blev mørkt og dødt, han var i gang med at forberede sig på overlevelse, den følelse han kendte allerbedst.

Hvad er det vi er oppe i mod, når vi påbegynder vejen mod frihed?

Forandringsprocessen er på alle måder svær og faretruende, for vi er oppe mod os selv og vores egne tanker.

Ved at bruge det neurologiske healingsredskab TAT, kommer vi hurtigere gennem lagene i os, der fængsler og lammer fremdrift.

De skræk senarier der nogen gange popper op i hovedet og siger ”bøøøøh” de skal heales, så man ikke spænder ben for sig selv og bliver i fængslet.

Man kan jo så sige, “jamen hvad hvis min familie rent faktisk vender mig ryggen, når jeg bliver succesfuld og glad?”, “hvad hvis der ikke er nogen der så kan lide mig mere?”

Jaaa, så er det jo et valg man må tage – men er det helt rationelt?

– Når man mærker tilliden, så mærker man at familien vil én det gode

– når tilliden forsvinder og angsten kommer tilbage siger tanken eventuelt:
”De vil blive sure på mig og vende mig ryggen når jeg ændre mig og bliver glad”, også kan man ende med at stå i stampe.

Hvad skal man lytte på? Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Her vil jeg kort sige:

”HJERTET KENDER VEJEN OG HJERTET ER RIGTIGT!”

Og hvordan kan hjertet tale, når tankerne flyver rundt og skifter form hele tiden:

Nu er de med mig, og nu er de mod mig?”

Gennem den neurologiske healingsprocess, som er fokuseret på punkter i hovedet, oplevede manden til sidst en stærk følelse af ro og balance, og når det sker, ja så er han i kontakt med sig selv.

Den forandring, som før gik gennem faretruende tanker, oplevede han nu som en rolig følelse, som føltes okay.

Da han gik fra klinikken sagde han ”hvor er det vildt, det er som om jeg ikke tænker fra mit hoved lige nu, men fra et andet sted i mig, som føltes anderledes og roligt inden i mig.

”Jeg er normalt så meget i mit hoved og i mine tanker, og lige nu er jeg på en eller anden måde inde i mig selv, på en helt anden måde og det føltes godt. Der er ingen tanker, jeg føler mig faktisk tom.”

Jeg ved jo godt at denne oplevelse, som manden havde, den skal dyrkes, den skal næres og holdes fast i, den hedder ”transformationsprocessen”.

Lige nu står han i sig selv, og mærker hvad der er godt for ham og mærker forandringen og har tillid til den følelse han oplever i det. Han mærker, at han kan navigere i sit liv med denne følelse, og han mærker sine behov med ro og balance.

MEN da han kender sig selv bedst fra at have levet et langt liv fra hovedet og med følelser af utryghed, angst og skyld, vil han med stort sandsynlighed hoppe tilbage til det sted han kender bedst.

Jeg ønsker rigtig meget for ham, at han kommer tilbage og fortsætter denne proces, som han lige startede.

Når vi påbegynder rejsen fra hovedet og ned i hjertet, så skal vi være klar over, at der vil være nogle store sten der skal løftes, og her har vi brug for nogen der kan støtte – og hjælpe os.

Når vi skal konfrontere de ting i os, der helt naturligt vil modsætte sig den forandring, som vi jo i bund og grund ønsker.

Vi har brug for nogen der kender vejen, der kan hjælpe os til at se vejen, og holde fast i den gode følelse.

Så den gode følelse kan vokse og blive den der styrer os fremad, i håb, tillid og glæde til, at vi er os.